Marí (DK/IS)

Dansk/islandske Marí indtager Musikcaféen i anledning af udgivelsen af hendes debutalbum Making Peace With Uncertainty

Venue: Musikcaféen, 3. sal
Døre: 20.00
Show: 21.00
Billet: 120 kr. / Studerende: 60 kr.

Marí brillerer med en stemme, som mestrer at omfavne det sårbare og subtile, men samtidigt markerer en styrke og urkraft, der understøtter de dybe menneskelige følelser og erfaringer, som hendes sange portrætterer. Uden at skele meget til tidens lyd og musiske dyder, trækker hendes musik i anerkendende tråde ud til artister som PJ Harvey, Tindersticks, Big Thief og Bonnie Prince Billy.

Hendes debutalbum Making Peace With Uncertainty udkommer den 3. november, og med dette markerer hun sig som en ny og bemærkelsesværdig artist fra den danske indie-scene. Albummet, der udkommer via Celebration Records, er indspillet i Sundlaugin Studio i Island — Sigur Ros’ studie — og produceret og mixet af Albert Finnbogason (JFDR, Soley, Joan Shelley m.fl.). Man finder desuden Hjalte Ross, Kollapse og Christian Høgh på pladens alsidige gæsteliste, side om side med islandske gæstemusikere og den dansk/svenske alt mulig mand Gustaf Ljunggren.

Marí annoncerer en række koncerter i Danmark, hvor man kan opleve hende i selskab med to islandske musikere som desuden medvirker på albummet, nemlig multiinstrumentalist Albert Finnbogason og den eksplosive jazz-trommeslager Magnús Trygvason samt den intuitive trompetist Erik Lunde og filmkomponist/violinist Maria Jagd.

Kontakt

Huset, Musikcafeen

Rådhusstræde 13

1466 København
Del med