Paradise Jazz: Zier Romme Sextet

Moderne jazz med unge talenter

Her er endnu en julegave fra Paradise Jazz, nemlig en aften med seks unge stortalenter.

Zier Romme er endnu ikke fyldt 30 år, men er allerede blandt de erfarne i dansk jazz, som pianist og som orkesterleder. Han er også flittig med at deltage i jam sessions på Københavns mange spillesteder, og har i den forbindelse mødt en håndfuld helt unge og særdeles talentfulde musikere – alle i starten af tyverne - som han har samlet i denne aftens sekstet.

Saxofonisten Kasper Sundby er fra Göteborg, men er flyttet til København for at få mulighed for at spille mere, end det var muligt hjemme. Trommeslager Jacob Lindberg er fra Stockholm og ligeledes flyttet til København for at komme til at spille mere. Han er allerede blevet ”opdaget” af fx Jacob Fischer og Carl Winther. Malthe Kaptain er i gang med en musikuddannelse hos Anders Mogensen i Odense, men samtidig allerede kendt og anerkendt for sit flotte trompetspil. Søren Høst er allerede kendt på den unge danske jazzscene og roses for sit fremragende saxofonspil. Bassen håndteres af svenske William Mannerland, der ligeledes er flyttet til Danmark for at spille og for at uddanne sig på konservatoriet i Odense.

Med hensyn til repertoiret, så forvent kendte og mindre kendte standards fra bop’en og den moderne amerikanske jazz i øvrigt.

Kom og bliv overbevist om, at jazzen er i de bedste hænder takket være de mange unge talenter.

Kasper Sundby (ts), Søren Høst (ts), Malthe Kaptain (tp), Zier Romme (p), William Mannerland (b), Jacob Lindberg (dm)

Kontakt

Huset, Stardust

Rådhusstræde 13

1466 København
Del med