70`er- aften i Musikcafeen
HUSETs storhedstid i 70’erne
Kan du huske70’erne i HUSET – med musik på mindst tre etager hver aften, teater, biograf, spisehus, bogcafé, miljøorganisationer og sammenslutninger af kollektiver i Danmark? En sprudlende smeltedigel og kulturmetropol.
HUSET havde dengang tre veletablerede musikscener. I stueetagen lå Jazzklub Vognporten, der både præsenterede lokale og internationale jazzmusikere. På 3. sal Musikcaféen, der bød på en blanding af folk, rock og eksperimenterende jazz. Og på 4. sal Klub Tatuba på Tariffen, som var mere koncertpræget med kendte rockbands – og indimellem teater og cabaret.
Musikcaféen dengang og nu HUSET er stadig et betydningsfuldt kulturhus med mange tilbud til vor tids ungdom, og Musikcaféen har overlevet gennem alle årene og findes fortsat på 3. sal.
Krølle Eriks Blues Band var et hyppigt indslag på programmet i Musikcafeen dengang i 70erne.
Krølle Eriks Blues Band
Krølle Erik, der selv var med til at bygge HUSET op og var Musikcaféens første booker, samlede sit bluesband netop her. Den 23. januar vender han tilbage til arnestedet med sit band, Krølle Eriks Blues Band, der i sin tid fik stor succes med livealbummet Live i Vognporten – optaget i HUSETS Jazzklub – som i dag kan streames på Spotify.
Krølle Erik spiller som dengang sammen med guitaristen Peter Brander. Derudover består bandet af Peter Andersen (trommer, ex Shu-bi-dua), Helge Solberg (bas), Jan Overgaard (piano) og Lars Ringgaard (mundharmonika). Bandet spiller blues, New Orleans og rockabilly – en rejse gennem den rytmiske musiks historie.
Claus Bøhling fra Hurdy Gurdy
Hurdy Gurdy var et stort navn på den danske rockscene i 70’erne og spillede på den første Roskilde Festival i 1971. Musikstilen blev dengang døbt syrerock eller psykedelisk rock og var en fusion af mange stilarter, men med bluesmusikken som udgangspunkt og et strejf af orientalsk indflydelse.
Den psykedeliske musik blev altid ledsaget af et lysshow på et bagtæppe, så musik og lys tilsammen blev en totaloplevelse, der illustrerede en bevidsthedsudvidende tilstand – som datiden også kendte fra visse såkaldte psykedeliske stoffer.
Ankermanden i Hurdy Gurdy er som dengang guitaristen Claus Bøhling, også kendt fra bandet Secret Oyster. Det oprindelige band fra 1965 bestod desuden af Torben Forne (bas) og Jens Otzen (trommer). Senere kom den engelske bassist Mac MacLeod til, og bandet flyttede en årrække til England, hvor de blev en del af Londons sprudlende musikmiljø.
Mac MacLeod var en nær ven af musikeren Donovan, der skrev sangen Hurdy Gurdy Man til bandet. Det endte dog med, at Donovan selv indspillede sangen, som blev et stort hit.
57 år senere har Claus Bøhling endelig selv indspillet Hurdy Gurdy Man – denne gang med bandet Don & The Dreamers – og versionen lå i to uger som nummer 1 på den engelske Fab Chart.
Da to af musikerne fra Don & The Dreamers også spiller i Krølle Eriks Blues Band, kan Hurdy Gurdy Man opleves live i Musikcaféen den 23. jan
Mik Schack
Mik Schack, var en af HUSETS første medarbejdere. Han startede som militærnægter her, og da Mik er en genial tegner, blev han hurtigt HUSETS faste plakattegner. Hans månedsprogrammer var legendariske kunstværker. Mik har spillet vaskebræt, i forskellige bands med Krølle Erik i deres tidlige ungdom. Er endvidere kendt fra sin TV serie Hjemmeservice.
Kontakt
HUSET, Musikcaféen
Rådhusstræde 13
Info
Venue: Musikcaféen, 3. sal
Døre: 20.00
Show: 21.00
Entré: 200 kr.