Bliv Kulturpartner

Bliv kulturpartner

Her kan du læse om, hvordan du kan være medskaber af kulturarrangementer i HUSET.

Fotograf
Ukendt illustrator

Fremgangsmåde og kriterier til kulturskabelse i HUSET

Fold alle ud

Kultur gennem samskabelse

HUSETs aktiviteter er helt eller delvist udviklet gennem samskabelse. For os betyder det, at vi giver plads til, at Københavns kulturmiljøer kan udfolde deres potentiale inden for HUSETs rammer med sparring og støtte fra HUSETs administration.

Kulturlivet er i konstant bevægelse med nye ideer og kunstformer, som vi forsøger at opsøge og få til at gro. Vi ser HUSET som en slags laboratorie eller legeplads, hvor kulturentreprenører kan få lov til at prøve ting af.

HUSETs administration og produktionsteam har mange års erfaring i kulturproduktion, som kan komme helt nye og uprøvede aktører til gode. Vi yder teknisk og produktionsmæssig assistance, stiller professionelle faciliteter til rådighed, og understøtter PR og kommunikation.

Samskabelse handler om at udvikle det kulturelle vækstlag i bredeste forstand, både på og bag scenen.

Sådan bliver du kulturpartner i HUSET

 Sådan bliver du kulturpartner i HUSET:

  1. Når du har en idé til et event eller en eventrække holder du dit koncept op mod vores krav og kriterier for events i HUSET for at se, om det passer ind i HUSETs profil
  2. Derefter skal du vurdere, om dit event omhandler en form for koncert som primært fokus eller er en anden form for kulturarrangement, da vores redaktionsteam er delt op i én ansvarlig for musikevents og én for 'andet kultur'
  3. Nu er du klar til at ansøge om at blive kulturpartner via vores kontaktformular

Vi garanterer ikke, at vi svarer på alle henvendelser, så hvis du ikke hører fra os, kan det være, at det ikke var et relevant arrangement for HUSET.

Kontaktformular (eksternt link)

Hvilke kriterier og krav stiller HUSET til en Kulturpartner?

I HUSET prioriterer vi vækstlagsarrangementer, unge miljøer og non-kommercielle arrangører, der arbejder indenfor HUSETs profil omkring: vækstlag, aktivisme, non-kommercielle aktiviteter og folkelighed.

Derudover skal arrangementet passe ind i vores fælles vision og retning for indhold i HUSET, som vi kalder 'Kriteriehuset'.

Udover vores indholdskriterier, vægter vi arrangementer, der understøtter følgende kriterier:

  • Events i HUSET skal være offentlige og åbne for alle uanset køn, etnicitet, seksualitet eller religion
  • Events i HUSET må ikke være partipolitisk
  • Vi vil gerne sikre mangfoldighed og derfor skal entréprisen være af en størrelse, hvor alle kan være med
  • HUSET er partner i kulturprojektet, og vi er altid medafsender på projektet. På trykt materiale og online skal HUSETs retningslinjer for design og udtryk følges.

Og til sidst: Giver dit event ekstra omkostninger for os, så kræver det betaling fra jer. Det kan være i forbindelse med særlige behov for lydudstyr, rengøring, åbning af HUSET udenfor HUSETs normale åbningstid m.v. Når vi er enige om et samarbejde, laver vi en konkret aftale, og finder ud af de økonomiske omstændigheder.

Fra idé til event

Er dit event stadig på idéstadiet, står vi til rådighed for at hjælpe dig med at få det til at blive en realitet. Vi kan hjælpe på flere niveauer alt efter, hvor mange ressourcer du eller dit netværk har. 

Vi arbejder altid ud fra den ideologi, at I, der er ejere af idéen, skal kunne bidrage mest muligt til at projektet bliver en realitet og derfor vil vores hjælp og rådgivning altid have fokus på, hvordan du som projektmager selv kan få erfaring med at producere dit event.

Alt efter hvor langt I er med projektidéen, står vores kulturteam klar med rådgivning og vejledning indenfor: idéudvikling, planlægning, fundraising, afvikling, teknik og PR.

Kriteriehuset

Kriteriehuset er et værktøj som vi bruger til at udvælge, udvikle og styrke vores samarbejde med de kulturmiljøer, der er en del af HUSET.

Vores vision er, at vi gennem samskabelse, facilitering og værtskab vil udvikle og understøtte en kunst og kulturprofil, der udfordrer og inspirerer mennesker.

Læs Kriteriehuset (PDF)