BON APPETIT | Debut Fest 2025

En teaterforestilling om mad, mennesker og magi

BON APPÉTIT // Teater

Du kan nærmest dufte det, nogen er i gang med at lave mad. Det er en sødlig, varm og krydret duft, jeg tror godt du kender den…

Kom med ind i baglokalet på den gamle cabaret-klub og oplev mad som du aldrig har gjort det før. Vi skal tilbage til kilden, til Haute Cuisine og Roaring Twenties. 

Du er hvad du spiser og mad er magt, minder og manipulation - så tag med til BON APPÈTIT og smag på sagerne. 

For en aften er du inviteret til en performativ middag med fokus på mødet mellem mennesker og mad. De uventede, de utilregnelige og de overraskende. Lad dig betage af væsnerne i underverdenens klub og giv dig hen til magien i det ukendte.  

Vi serverer, underholder og byder op til dans helt indtil vi er mætte og der bliver sagt "tak for mad”.

OBS: Der bruges røg i forestillingen

Om konceptudvikleren og iscenesætteren

Oplev kunstneren Krista Marianne Milman med sit entourage inden for teater, dans og lyddesign, når vi sætter alle kræfter ind på vores nyeste værk!

Tidligere har vi lavet forestillinger som POLTER! og LEGACY 2.0, vi elsker at skabe rock-and-roll-style, tage fat ved rødderne og at arbejde tværæstetisk. Vi er optaget af at lege med form, logik og udtryk i teater - og BON APPÉTIT bliver ingen undtagelse!

Debut Fest

Kom og udforsk nicheværker og eksperimenterende kunstformater fra Københavns kulturelle vækstlag, når 19 lovende kunstnere præsenterer deres værker inden for musik, dans, film, teater, performance, billedkunst og meget mere.

For fjerde år i træk inviterer Huset og kulturpuljen Snabslanten til endagsfestivalen DEBUT FEST, hvor du kan opleve en bred vifte af kunstneriske udtryk med alt fra intime performances til visuelle installationer.

Festivalen er gratis og finder sted den 6. september i Huset kl. 15-24. 

Find events for alle 19 værker på Husets hjemmeside.

Kontakt

Huset, Xenon

Rådhusstræde 13

1466 København K

Info

Venue: Xenon, 4. sal
Show: 19.00-20.00
Entré: Gratis

Del med