Cole Pulice (US) + Support: KRYLOVA | Copenhagen Jazz Festival

Oplev den anmelderroste saxofonist og komponist Cole Pulice, når de skaber en meditativ og eventyrlig lydrejse med saxofon, guitar og korværker.

Cole Pulice (US)

Cole Pulice (de/dem) er en amerikansk saxofonist, komponist og improvisator, der skaber stemningsfulde, sfæriske lyduniverser. 

Med udgangspunkt i deres nye album Land’s End Eternal – en seksdelt suite af pastoral kammerjazz – inviteres publikum ind i en hypnotisk koncertoplevelse under Copenhagen Jazz Festival, hvor grænserne mellem akustisk og elektronisk musik opløses.

Pulice, som har spillet på festivaler som Pitchfork Music Festival og Rewire, arbejder med signalbehandlet saxofon, lag af elektrisk guitar og bløde korflader. Musikken er rolig, drømmende og eksperimenterende – perfekt for dig, der søger fordybelse og lydlig fornyelse.

Albummet udkommer på det toneangivende eksperimental label Leaving Records, og koncerten er en sjælden chance for at opleve en international stemme inden for moderne jazz og ambient live.

Support: KRYLOVA

Med rødder i jazzens improvisation og et stærkt fundament som pianist og producer i det eksperimenterende popband Takykardia, trådte KRYLOVA frem som soloartist i 2024. Hans debut-EP You're Beautiful When You're Not Here høstede international anerkendelse og førte hurtigt til interesse fra engelske pladeselskaber.

I forlængelse af debuten udgav KRYLOVA den ambient-prægede klaver-EP Creaks, produceret sammen med Rasmus Meyer, som fik premiere i Jonas Vistis P8 Jazz-program Aftenland og senere blev brugt som stemningsskabende lyd i DR's podcastserie Ro På.

KRYLOVAs musik balancerer mellem det melodiske og det teksturelle, hvor hans karakteristiske klaverspil flettes sammen med varme analoge synthesizere. Han bevæger sig frit mellem genrer, men altid med et udtryk, der føles nærværende og kompromisløst ærligt.

Rejsen er kun lige begyndt – ny musik er på vej i 2025.

Kontakt

Huset, Xenon

Rådhusstræde 13

1466 København

Info

Venue: Xenon, 4. etage 
Døre: 20:00 
Show: 21:00 
Entré: 150 kr. / studerende: 100 kr. 

Del med