DITZ (UK) + Support: USERS | Musikcaféen
DITZ er et post-punk-band fra Brighton i England, som har slået deres navn fast med en intens og mørk lyd, som kombinerer hårde riffs med rå energi.
Bandets musik har et åndsfællesskab med grupper som IDLES, Shame og Gilla Band, som alle råber verdens uretfærdigheder an med et benhårdt og gråtonet rockudtryk, der på perfekt vis kombinerer protestmusik med catchy sange, du kan råbe med på.
Den 24. januar udkommer DITZ' helt nye album "Never Exhale", som følger naturligt op på debuten "The Great Regression" fra 2022. Det betyder, at sangbogen med bidsk musik er udvidet yderligere – og at dømme ud fra de første singler er der virkelig lagt i ovnen til et brag af en koncert i Musikcaféen i HUSET.
Til en DITZ-koncert kan du forvente en manisk energi, hvor både band og publikum kaster sig ind i musikken med fuld kraft. Frontmand Cal Francis er kendt for sin karismatiske og uforudsigelige sceneoptræden, der ofte foregår lige så meget på scenen som blandt publikum.
Med al retfærdighed bliver 2025 året, hvor DITZ bliver et navn, som elskes af flere. Et oplagt sted at starte dén rejse er i Musikcaféen, når de engelske bisser vil gøre deres ypperste for at få energien op i det røde felt!
Support: USERS
USERS er det bedste bud på en dansk bannerfører på den fremherskende post-punk-scene.
Det er ikke uden grund, at bandet skriver sig med store bogstaver. For sådan taler bandets antikapitalistiske oprørspunk. Den er spækket med støjende riffs, højt tempo og og en manisk indpiskerenergi fra frontmand Sean Flaherty.
USERS har blot udgivet et par singler, og alligevel er de talk-of-the-town i den danske undergrund, hvor de allerede har en Roskilde Festival-koncert på cv'et. Og det er netop fra scenen, at du virkelig forstår, hvilket stof USERS er gjort af.
Senere på året udkommer bandets debutplade, og mon ikke du kan forvente en forsmag eller to fra den, når USERS tager scenen i Musikcaféen.
Få blodtrykket og næven i vejret sammen med USERS!
Kontakt
Huset, Huset, Musikcaféen
Rådhusstræde 13
Venue: Musikcaféen, 3. etage
Døre: 20:00
Show: 21:00
Entré: 100 kr. / Studerende: 50 kr.