Den kulturelle frizone
Denne sommer åbner en ny kulturel frizone under Langebro. Adressen Christians Brygge 31 vil denne sommer og resten af året blive omdannet til kulturel frizone, og ambitionen er at skabe et rum, hvor kulturelle events og ideer kan opstå og frit få lov til at leve under de vilkår, som adressen tilbyder.
Formålet med initiativet er at etablere et attraktivt samlingspunkt uden nærliggende beboelse, og understøtte det kulturelle vækstlag i København, ved at skabe et fleksibelt og eksperimenterende miljø for kunstnere, arrangører og kulturaktører.
Området skal fungere som et brugerdrevet og åbent kreativt fællesskab, hvor kulturaktører kan udvikle og afprøve nye formater inden for musik, kunst og natteliv.
Aktiviteterne kan bl.a. omfatte:
- Live radioudsendelser og DJ-sets både inde og ude
- Koncerter, festivaler og dagsklub udendørs
- Midlertidige kunstinstallationer og scenografi under og omkring Langebro
- Workshops, undervisning og foredrag for undergrunds- og vækstlagsmiljøer
- Kreative samarbejder på tværs af musik, kunst og arkitekturfællesskaber
- Internationale broadcasts og netværk med kulturmiljøer i andre byer.
Frizonen hører ikke under HUSETs aktiviteter, men er administreret af HUSET grundet projektets teststatus.
Spørgsmål og svar om Den Kulturelle Frizone
Fold alle ud
Hvem kan jeg kontakte?
Du kan kontakte kulturredaktør Mikkel på mail mikkel@huset-kbh.dk.
Må man bruge pladsen udendørs?
Afholdelse af arrangementer på pladsen kræver tilladelse fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Ved arrangementer med forstærket lyd vil forvaltningen stille krav om overholdelse af støjgrænser.
Hvor længe varer projektet?
Forsøgsordningen løber fra 1. april 2026 til 31. december 2026.
Hvor mange må være i lokalet?
Lokalet ved Christians Brygge 31 er aktuelt godkendt til maksimalt 50 personer (inkl. medarbejdere, artister mv.).
Er der støj fra broen i lokalet?
Ja. Det indendørs lokale er beliggende under Langebro, hvilket giver betydelig støj fra vejbanen.