Final Descent: Brown Wimpenny (UK)

"Med rødder i venskab, improvisation og de gamle sanges evne til at føre os tilbage i tiden er det rodet, skævt og samtidig henrivende. Længe leve og lykke." 
– MOJO ★★★★

Med et elleve-mands ensemble bestående af violiner, banjoer, mandoliner, harmonika, fløjte, kontrabas, guitarer og messingblæsere kaster det britiske folkekollektiv Brown Wimpenny sig ud i en fælles genfortolkning af det traditionelle sangrepertoire. Fra gamle nordengelske industriballader og irske folkesange til bluegrass fra Appalacherne og århundredgamle ritualer puster de nyt liv i traditionen gennem en vidtrækkende, uforudsigelig blanding af improvisation, uhæmmet musikalsk glæde og fællessang, hvor de søger at opløse grænserne mellem kunstnere og publikum.

Brown Wimpenny (UK)

Brown Wimpenny, der har rødder i Manchester, Liverpool og London, er en del af en ny bølge af britiske folkemusikere, der genopdager, genfortolker og puster nyt liv i traditionel folkemusik. Kollektivet opstod ud af uformelle søndags-jam-sessioner i banjospilleren Seth Lockwoods stue i Manchester og voksede gradvist til et omfattende fællesskab med op til 25 musikere, inden det fandt sin nuværende form med elleve medlemmer. Med inspiration fra folkesangeren og socialisten Ewan MacColls tilgang til arbejderklassens sangtraditioner betragter Brown Wimpenny folkemusik som en levende, kollektiv arv, der tilhører alle og ingen.

På deres roste debutalbum Long Live Brown Wimpenny, udgivet på det indflydelsesrige britiske folkemusikpladeselskab Broadside Hacks Recordings, bevæger kollektivet sig frit gennem århundreders folkemusikhistorie. Fra irske klassikere som Raglan Road og den nordengelske industriballade Sheffield Grinder til gamle ritualer for tælling af får fra North Yorkshire udfolder de et musikalsk univers, hvor traditionelle melodier adskilles, strækkes og sammensættes på ny i vidtstrakte arrangementer. Albummet blev kåret som månedens folkemusikalbum af The Guardian og modtog begejstrede anmeldelser fra blandt andre MOJO, UNCUT og The Quietus.

Above all, however, Brown Wimpenny's music is meant to be experienced collectively. Rooted in the social and political traditions of British folk music, they seek to break down the divide between performers and listeners, reclaiming the spontaneity and sense of community that have kept these songs alive for generations. On stage, they move between fragile, almost ceremonial passages and explosive, exhilarating outbursts, as eleven musicians throw themselves headlong into each other's melodies and rhythms. The result is a chaotic, euphoric and deeply human live experience in which tradition is not merely preserved, but brought vividly back to life.

Frem for alt er Brown Wimpennys musik dog tænkt som en fælles oplevelse. Med rødder i den britiske folkemusiks sociale og politiske traditioner søger de at nedbryde skellet mellem musikere og publikum og genoplive den spontanitet og fællesskabsfølelse, der har holdt disse sange i live gennem generationer. På scenen veksler de mellem skrøbelige, næsten ceremonielle passager og eksplosive, oplivende udbrud, mens de elleve musikere kaster sig hovedkulds ind i hinandens melodier og rytmer. Resultatet er en kaotisk, euforisk og dybt menneskelig liveoplevelse, hvor traditionen ikke blot bevares, men levende genoplives.