Passiv Medskyldig | Debut Fest 2025

Tre ekspressive oliemalerier på lærred

Passiv Medskyldig // Oliemalerier

Ansigtsudtryk og kropssprog har altid gjort et stort indtryk på mig. Jeg tror det er fordi det i sig selv er en måde at udtrykke sig på. Kropssprog udstiller os, og modsiger tit vores egentlige ord.  

Jeg husker mennesker jeg ser rundt omkring, der har noget specielt i deres udtryk, en speciel måde at sidde på, være på, se ud på. Og så bruger jeg de udtryk til at fortælle en historie. Alle mine malerier har fortællinger, de ændrer og udvikler sig ofte imens jeg maler, men det er en vigtig del af historien.  

Der er mange referencer i mine værker, for eksempel de tre aber, der fortæller om en vedvarende frustration. Så er der de religiøse hints, og den nøgenhed, der er gennemgående.  

Mine værker forklarer mit perspektiv på vigtige problemstillinger og menneskelige oplevelser som religion, køn, kroppe, anderledeshed og alt hvad det indebærer.  

Om kunstneren

Mit navn er Jamie-Nor Svarrer, jeg er 18 år og går i 2.G på Det Frie Gymnasium. Før gymnasiet tilbragte jeg et år på to tegneskoler, hvor jeg blev undervist i tegning og klassisk maleri. 

Kunst har altid fyldt meget i mit liv. Min farmor var kunstner, og min mor er arkitekt og tegner en masse. Så det var dem, der introducerede mig for tegning og maleri. 

Jeg maler mest med olie og spraymaling. Jeg kan især godt lide at arbejde på store plader og lærreder, hvor jeg kan lave brede og vilde bevægelser.  

Debut Fest

Kom og udforsk nicheværker og eksperimenterende kunstformater fra Københavns kulturelle vækstlag, når 19 lovende kunstnere præsenterer deres værker inden for musik, dans, film, teater, performance, billedkunst og meget mere.

For fjerde år i træk inviterer Huset og kulturpuljen Snabslanten til endagsfestivalen DEBUT FEST, hvor du kan opleve en bred vifte af kunstneriske udtryk med alt fra intime performances til visuelle installationer.

Festivalen er gratis og finder sted den 6. september i Huset kl. 15-24. 

Find events for alle 19 værker på Husets hjemmeside.

Kontakt

Huset, Stardust

Rådhusstræde 13

1466 København K

Info

Venue: Stardust, 1. sal
Udstilling: Hele dagen
Entré: Gratis

Del med