Uniradioen præsenterer Tender Youth & Ana Juél

”Uniradioen præsenterer” er et tilbagevendende liveevent, hvor Uniradioen i samarbejde med HUSET præsenterer nye danske musikere, som vi anbefaler jer at holde øje med. Prisen er studievenlig, musikken er god, og øllene er kolde!

Tender Youth 

Tender Youth sammensmelter genrer som avantgarderock og postpunk til et larmende, eksperimentende og rummeligt lydbillede, hvor klassiske instrumenter bliver forvrænget ind i bandets energiske punkunivers. Det unge band skaber herigennem en unik nyfortolkning af de ædle genrer, mens et ængsteligt lyrisk univers sætter ord på den perfektionistiske og præstationsfokuserede kultur, der gennemsyrer deres generation. 

Tender Youths behov for at bryde samfundets usynlige lænker resulterer i et kaotisk virvar af energi, der kulminerer i deres melodiske, rå og tordnede lydbillede - et virvar der har kunnet opleves ved bandets højintensive og anmelderroste liveshows, der i 2023 blandt andet kunne ses på Roskilde Festival og Spot Festival.  

I 2024 åbnes et nyt kapitel for Tender Youth, der skal spille deres første internationale festivaler og samtidigt vise helt nyt materiale frem fra deres næste projekt! Som Undertoner og P6 BEAT enstemmigt har erklæret, er Tender Youth et af de nyeste og mest interessante skud fra den københavnske undergrundsscene, og et band i konstant udvikling. 

Ana Juél  

25-årige musiker Ana Juél laver pop-r’nb med en international sound, der lader hendes sydamerikanske baggrund skinne igennem. Sangenes budskaber emmer af oprør og retfærdighed, mens produktionerne er laidback, detaljerige og på en underspillet måde giver lyst til at danse. 

Rosen fra Soundvenue og P3, der fulgte med hendes debutsingle ”fight the urge”, stopper ikke der. Med udgivelsen af ”not here to satisfy ya” d. 31/1, blev hun ”Ugens Navn” i GAFFA.  Ana Juél har i den grad vist sig at være en stjerne på vej.

Kontakt

Huset, Musikcaféen

Rådhusstræde 13

1466 København

Info

Venue: Musikcaféen, 3. sal

Døre: 20.00

Shows: 21.00

Entré: 80 kr. // 50 kr. studerende

Del med