Vilma Crow | Debut Fest 2025
Glæd dig til at Vilma Crow sætter gang i Debut Fest med en skøn koncert i Husets Gårdhave!
Vilma Crow udforsker forelskelsen og hjertesorgen gennem rå og inderlig DIY indiepop/rock. Med catchy guitarriffs og sangtekster som kan synges af hjertets fulde røst, formidler Vilma Crow kærlighedens og selvbilledets mange facetter.
Med en skrøbelighed som Lizzie McAlpine og en styrke som Fiona Apple, indtager Vilma Crow scenen med en klar intention. Hendes sange er gennemsyret af en oprigtig og nærværende sårbarhed, hvilket gør lyduniverset både bevægende og relaterbart. Musikken udspringer af oplevelser fra det virkelige liv, nænsomt bearbejdet i eftertænksomhedens rum, som var de sider i en dagbog. Her gives der plads til hele følelsesregisteret, hvor både dyb smerte, vrede, kærlighed og spirende håb får lov at eksistere side om side.
I 2024 spillede Vilma Crow på Uhørt Festival, hvor hun og hendes band markerede sig som et imponerende live-act. Dette blev understreget af en fremtrædende placering på forsiden af Weekendavisens kultursektion, hvor hun blev beskrevet som ”Ganske Uhørt”.
I januar 2025 udpegede Soundvenue Vilma Crow som en af deres 15 artister at holde øje med – en bemærkelsesværdig anerkendelse, da hun på det tidspunkt ikke havde udgivet musik endnu, og med en udsolgt debutkoncert på Urban13 og sin debut-EP på vej, cementerer Vilma Crow sig som et nyt, spirende indie-håb på den danske musikscene.
OM DEBUT FEST
For fjerde år i træk inviterer Huset og kulturpuljen Snabslanten til endagsfestivalen DEBUT FEST, hvor du kan opleve en bred vifte af kunstneriske udtryk med alt fra intime performances til visuelle installationer.
DEBUT FEST er dedikeret til at fremhæve vækstlaget inden for Københavns kulturelle scene og tilbyder en mangfoldig og unik kunstnerisk oplevelse uden at favorisere én bestemt genre. Festivalen skaber et trygt rum, hvor nye talenter kan udfolde sig, mens publikum får mulighed for at opleve et bredt spektrum af kunstformer.
Årets program er kurateret af Huset og Snabslanten i samarbejde med forskellige kunst- og kulturaktører. De deltagende kunstnere er nøje udvalgt gennem et open call og har deltaget i et udviklingsforløb for at finpudse deres værker.
Kom og udforsk nicheværker og eksperimenterende kunstformater fra Københavns kulturelle vækstlag, når 19 lovende kunstnere præsenterer deres værker inden for musik, dans, film, teater, performance, billedkunst og meget mere.
Festivalen er gratis og finder sted den 6. september i Huset.
Kontakt
Huset, Gårdhaven
Rådhusstræde 13
Info
Venue: Gårdhaven
Show: 15.00
Entré: Gratis