HUSET rykker kulturen ud af huset - og ud i byen under renovering
Efter mere end et halvt århundrede som samlingspunkt for kreative fællesskaber, kunstneriske eksperimenter, frivillighed og kulturelt iværksætteri står HUSET i Rådhusstræde i Københavns Indre By efter sommerferien foran en nødvendig teknisk renovering. Arbejdet omfatter blandt andet elinstallationer, ventilation, VVS, vinduer og brandtekniske anlæg.
Selvom bygningen midlertidigt lukker, så fortsætter HUSETs aktiviteter. Koncerter, kunstprojekter, debatter og kulturelle arrangementer vil i stedet finde sted på forskellige lokationer rundt om i København.
”Det bliver en stor og spændende udfordring at flytte HUSETs program ud i Indre By og andre bydele i København. Men udflytningen giver os også mulighed for at afprøve nye formater, afsøge nye samarbejdsmuligheder og teste HUSETs kulturprogram af i andre rammer,” siger kulturfaglig leder i Indre By og Christianshavn Hans Christian Smed.
Ud af HUSET
Under renoveringen lancerer HUSET initiativet UD AF HUSET, som skal bringe kulturhuset ud i byen og skabe nye møder mellem kunstnere, kulturaktører og publikum.
Ligesom fra HUSETs spæde start i 1970 er ambitionen fortsat at skabe plads til vækstlag, nichemiljøer og nye kulturelle initiativer. Renoveringsperioden bliver samtidig en mulighed for at udvikle nye samarbejder med byens kulturinstitutioner og afprøve formater i nye omgivelser.
Museer, spillesteder, parker, kirker, kunsthaller, højskoler og offentlige pladser er blandt de steder, hvor HUSET ser muligheder for at præsentere kunst, musik og kultur de kommende år.
Følg programmet
Forberedelserne til renoveringen begynder allerede nu. Fra juni lukker Salon K for udlejning, og efter afslutningen på Copenhagen Jazz Festival den 11. juli går HUSETs aktiviteter på sommerpause. I august påbegyndes nedpakningen af huset, samtidig med at aktiviteter og arrangementer gradvist flyttes til nye lokationer rundt om i København. Herefter fortsætter HUSETs kulturprogram under nye rammer frem mod den planlagte genåbning i de renoverede bygninger i Rådhusstræde i 2028.
Når renoveringen er afsluttet, vender HUSET tilbage til de velkendte rammer i Rådhusstræde.
”Mens vi så at sige er "ude af HUSET", vil vi også bruge tiden på at overveje og gentænke, hvordan vi på bedste vis vender tilbage til HUSET efter endt renovering,” siger kulturfaglig leder i Indre By og Christianshavn Hans Christian Smed.
Da der primært er tale om en teknisk opgradering af bygningen, vil brugerne ikke opleve væsentlige ændringer i husets funktioner eller indretning.
Har du spørgsmål til programmet eller renoveringen?
Programlægning: Kontakt Kulturfaglig Leder i Indre by og Christianshavn, Hans Christian Smed her
Renovering: Kontakt Byggeri København her
Fakta om HUSET
HUSET har rødder tilbage til 1968, hvor en gruppe aktivister og kunstnere flyttede ind i et tidligere pakhus i Magstræde.
I 1970 overdrog Københavns Kommune bygningen til brugerne, og siden har HUSET udviklet sig til et af Danmarks mest markante kulturhuse.
I dag bygger HUSET på samskabelse mellem professionelle kulturaktører, frivillige foreninger og kreative fællesskaber, som sammen skaber aktiviteter og arrangementer året rundt.
HUSET er en del af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommune.
Spørgsmål og svar om udflytningen
Fold alle ud
Hvor rykker HUSET hen?
HUSET skal lave arrangementer på bl.a. Stairway (Vanløse) og Kulturhuset Indre By samt enkeltstående arrangementer rundt i byen under navnet UD AF HUSET. På Stariway vil HUSET arrangere live musik, og i Kulturhuset Indre By vil HUSET arrangere formater der går på tværs af kunstformer.
Stairway, Vanløse
De koncertformater du kender fra Musikcaféen i HUSET rykker på Stairway på Kulturstationen i Vanløse. Det kunne være: eksperimenterende elektronisk musik, upcoming indie bands, internationale punkmusikere, dream-pop og hiphopkoncerter, ofte skabt i samarbejde med byens vækstlags og uafhængige arrangører
Kulturhuset Indre by, Indre By
HUSET vil i Kulturhuset Indre By præsentere de formater, du kender fra resten af HUSET: litteraturaftner, talks, intimkoncerter, digtoplæsning, teater, stand-up og mere.
Kan jeg stadigvæk holde koncerter og arrangementer i HUSET?
Ja, men ikke på adressen Rådhusstræde 13. HUSET skal lave arrangementer på bl.a. Stairway (Vanløse) og Kulturhuset Indre By samt enkeltstående arrangementer rundt i byen.
Kontakt os endelig hvis du er interesseret i at samarbejde – det kan du gøre her: HUSETs team | HUSET.
Hvad skal der ske med Bastard Café, Himitsu Ramen, Teaterhuset og Husets Biograf?
Vores forpagtere arbejder på højtryk for at finde ud af, hvor de kan rykke deres aktiviteter hen. Hold øje med deres kanaler for at følge med:
- Bastard Café: Hjemmeside / Instagram / Facebook
- Himitsu Ramen: Hjemmeside / Instagram / Facebook
- Teaterhuset: Hjemmeside / Instagram / Facebook
- Husets Biograf: Instagram / Hjemmeside