Bliv Kulturpartner

Bliv kulturpartner

Her kan du læse om, hvordan du kan være medskaber af kulturarrangementer i Huset.

Fotograf
Ukendt illustrator

Vi skaber sammen

Husets aktiviteter er helt eller delvist udviklet gennem samskabelse. For os betyder det, at vi giver plads til, at Københavns kulturmiljøer kan udfolde deres potentiale inden for Husets rammer med sparring og støtte fra Husets administration.

Kulturlivet er i konstant bevægelse med nye ideer og kunstformer, som vi forsøger at opsøge og få til at gro. Vi ser Huset som en slags laboratorie eller legeplads, hvor kulturentreprenører kan få lov til at prøve ting af.

Husets administration og produktionsteam har mange års erfaring i kulturproduktion, som kan komme helt nye og uprøvede aktører til gode. Vi yder teknisk og produktionsmæssig assistance, stiller professionelle faciliteter til rådighed, og understøtter PR og kommunikation.

Samskabelse handler om at udvikle det kulturelle vækstlag i bredeste forstand, både på og bag scenen.

Du bliver en del af Husets fællesskab

Når du skaber events i Huset bliver du samtidige en del af en kulturplatform, der arbejder med samskabelse og frivillighed. Du indgår i et netværk med andre kulturarrangører og entreprenører, der til sammen har mange forskellige kompetencer, man kan lære mere af.

Huset tilbyder også en række Huset Sessions, hvor vi inviterer forskellige fagligheder til at dele ud af relevant viden og erfaring.

Som kulturpartner eller frivillig vil du derudover få udleveret et Huset-kort, der giver fordele rundt omkring i Huset. Med et Huset-kort får du rabatter i Husets barer, på entré til koncerter og i biografen, samt i Bastard Café og Husets restaurant.

Fælleskab

Overgrund

Overgrund

Overgrund er et fællesskab for nye kulturpartnere i Huset. Formålet er at skabe et rum, hvor kulturens vækstlag kan udvikle sig sammen.

Hvilke kriterier og krav stiller Huset til en Kulturpartner?

Sammen med idérige kulturentreprenører, har Huset lavet arrangementer i alle afskygninger, og ingen idéer er nødvendigvis for tossede til, at vi ikke vil give dem et forsøg.

Men der er dog en række krav, som skal være opfyldt for, at vi kan indgå et samarbejde.

For det første prioriterer vi: vækstlagsarrangementer, unge miljøer og non-kommercielle arrangører, der arbejder indenfor Husets profil omkring: Vækstlag, aktivisme, non-kommercielle aktiviteter og folkelighed.

For det andet skal arrangementet passe ind i vores fælles vision og retning for indhold i Huset, som vi har kogt ned til en model og et værktøj, vi kalder 'Kriteriehuset'.

At være kulturpartner i Huset

Vis alle

Andre kriterier for arrangementer i Huset

Udover vores indholdskriterier, vægter vi arrangementer, der understøtter følgende kriterier:

  • Events i Huset skal være offentlige og åbne for alle uanset køn, etnicitet, seksualitet eller religion
  • Events i Huset må ikke være partipolitisk
  • Vi vil gerne sikre mangfoldighed og derfor skal entréprisen være af en størrelse, hvor alle kan være med
  • Huset er partner i kulturprojektet, og vi er altid medafsender på projektet. På trykt materiale og online skal Husets retningslinjer for design og udtryk følges. Dem gennemgår vi med jer ved et indledende møde

Og til sidst: Giver dit event ekstra omkostninger for os, så kræver det betaling fra jer. Det kan være i forbindelse med særlige behov for lydudstyr, rengøring, åbning af Huset udenfor Husets normale åbningstid m.v. Når vi er enige om et samarbejde, laver vi en konkret aftale, og finder ud af de økonomiske omstændigheder.

Fra idé til event

Er dit event stadig på idéstadiet, står vi til rådighed for at hjælpe dig med at få det til at blive en realitet. Vi kan hjælpe på flere niveauer alt efter, hvor mange ressourcer du eller dit netværk har. 

Vi arbejder altid ud fra den ideologi, at I, der er ejere af idéen, skal kunne bidrage mest muligt til at projektet bliver en realitet og derfor vil vores hjælp og rådgivning altid have fokus på, hvordan du som projektmager selv kan få erfaring med at producere dit event.

Alt efter hvor langt I er med projektidéen, står vores kulturteam klar med rådgivning og vejledning indenfor:

  • Idéudvikling
  • Planlægning
  • Fundraising
  • Afvikling
  • Teknik
  • PR

Hvilke lokaler kan en kulturpartner benytte?

Huset råder over fire etager med flere rum - herunder musikscener, black box's, en biograf, en restaurant og en café. Alle disse faciliteter understøtter hinanden godt, og ved større arrangementer såsom festivaler eller konferencer kan flere lokaler tages i brug samtidigt.

Som kulturpartner vil man primært kunne få adgang til:

Xenon

Xenon er Husets mest spektakulære scene øverst oppe på fjerde sal. Det er en black box med dertilhørende komplimentære lyse foyer - nok Husets mest hvide og lyse rum. Xenon er velegnet til teaterforestillinger, performances og holistiske koncertkoncepter, som integrerer scenografi, lys eller visuals. Det er Husets mere eksperimentelle scene.

Kapacitet: 150 personer

Musikcaféen

Musikcaféen er placeret på Husets tredje sal og er Husets ældste spillested for alternativ musik, vækstlag og world. Scenen er mest velegnet til koncerter, men vi bruger den også til comedy, kabaret og lignende traditionelle sceneopsætninger.

Kapacitet: 150 personer

Stardust

Stardust er placeret på første sal i den del af bygningen, der hovedsageligt er lavet af beton, hvilket godt kan give nogle lydmæssige udfordringer ift. programplanlægning. Indretningen med caféborde og scene i gulvhøjde gør scenen velegnet til jazzkoncerter, talks, storytelling, impro og lignende auditive events. Aktuelt har foreningen Paradise Jazz scenen hver tirsdag-torsdag. 

Kapacitet: 150 personer

Balsalen

Balsalen er et selskabslokale med højt til loftet, der ligger i forlængelse af Spisehuset på første sal. I Balsalen kan man få lov til at prøve nye koncepter af og selv få lov at stå for afvikling på helt egen hånd. I lokalet har vi fokus på fordybelse og formidling i øjenhøjde gennem primært events som debatter, oplæsning, talks, videnskab, samtalen, litteratur og madkultur.

Kapacitet: 60-80 personer

Derudover kan du kontakte vores faste partnere for samarbejde i:

Husets Biograf

På anden sal ligger Husets Biograf med sin særegne udtryk fyldt med kultfilm nips, gamle møbler og hyggelig belysning. Her kan man lave filmvisninger eller et andet slags event.

Kapacitet: 63 personer.

Kontakt: jack.stevenson@mail.dk 

Vox

Ved siden af biografen på anden sal ligger vores lille black box kaldet Vox. Den administreres af Teaterhuset og bruges hovedsageligt af deres medlemmer til teater og performances, men er også velegnet til fx talks og comedy.

Kapacitet: 50 personer

Kontakt: admin@teater-huset.dk

Bastard Café

Er du interesseret i at afholde events omhandlende brætspil, anbefaler vi, at du tager fat i vores gode partnere fra Bastard Café, som er vores stærke spiller i stueetagen og forhusets kælder.

Kontakt: bo@bastardcafe.dk

Salon K 

Salon K er en klassisk københavnersalon, der er blevet renoveret og bragt tilbage til dens oprindelige udseende fra 1750, og er dermed fredet som dansk kulturarv. Vi lejer selskabslokalet ud til alt fra bryllupper, konferencer og møder, men har fra tid til anden også events her.

Kapacitet: 80 stående og 65 siddende ved stole- og bordopstilling.

Kontakt: salonk@huset-kbh.dk

Vores kulturpartnere