Paradise Jazz: Kira Martini Quartet

Paradise Jazz præsenterer en koncert med Kira Martini Quartet – et ensemble omkring en af de mest markante vokaler på den danske jazzscene i dag.

Gennem det seneste årti har Kira Martini markeret sig som sanger og sangskriver med en varm, klangfuld stemme og en særlig evne til at skabe nærvær i sine koncerter. Hendes musik rummer både eftertænksomhed og livsglæde, og hun bevæger sig ubesværet mellem jazzens frie udtryk, folk-musikkens refleksion og sangskrivningens fortællende nerve.

I 2023 modtog Kira Martini den prestigefyldte Palæ Bars Jazzpris – en hæder der tidligere er givet til blandt andre Hugo Rasmussen, Ed Thigpen og Kenny Drew. Året efter modtog hun sammen med duoen Dybfølt DR P2-prisen Årets 5 Bedste for albummet Sange fra en Væg.

Med sin kvartet præsenterer hun et repertoire, der spænder fra amerikanske jazzstandards til brasilianske klassikere og egne kompositioner. Sammen skaber de et musikalsk univers med tydelige rødder i traditionen, men med et personligt og nutidigt udtryk.

I 2024 udgav Kira Martini albummet Open Wide på Storyville Records med egne sange inspireret af 1970’ernes sangskrivningstradition. Albummet, der trækker tråde til kunstnere som Joni Mitchell, Carole King og Nick Drake, modtog fem stjerner i både All That og GAFFA, og flere numre har været i rotation på P8 Jazz.

Publikum kan forvente en intim og engagerende koncertoplevelse, hvor kvartetten inviterer til at være en del af det musikalske øjeblik.

Line Up: Kira Martini voc/g, Mads Søndergaard p/hm, Anders Fjeldsted b, Morten Ærø dm

Kontakt

HUSET, Stardust

Rådhusstræde 13

1466 København

Info

Venue: Stardust, 1. etage
Døre: 19.30
Show: 19.30
Entré: 145 kr.

Del med