Rasmus Matthiesen + support: Jeppe Kamper
Rasmus Matthiesen er sangskriver og historiefortæller med rødder i den danske folkesangstradition. Han er for nylig blevet udråbt til ”en af de næste store samlende fortællere på den danske folk-rock og sangskriver scene”. (All That...)
I Matthiesens sange er nuet en flydende overgang mellem fortid og fremtid, hvor historier fra hjemstavnen i Søhøjlandet står side om side med referencer til Grundtvig, Jeppe Aakjær og modstandsdigteren Morten Nielsen.
Sangene er karakteriseret ved en søgen efter mening og identitet, som svæver ind og ud mellem vores fælles historie og den særlige tid, vi befinder os i. De jordnære og poetiske tekster er pakket ind i et organisk og støvet musikalsk univers, hvor folk-rock og alternativ country er en del af DNA’et og hvor kilderne til inspiration tæller navne som Gregory Alan Isakov og Jason Isbell samt danske forbilleder som Povl Dissing, Niels Skousen og Kristian Leth.
Til oktober udkommer Matthiesens fjerde album, som er blevet til i tæt samarbejde med guitarist og producer, Søren Bigum (Jonah Blacksmith, Peter Sommer & Tiggerne m.fl.) og trommeslager Jonas Kardyb (Svaneborg/Kardyb). Her afsøger hans sangskrivning nye omveje med sange der kredser om tro, eksistens og tilværelsen som udflytter.
Bandet består af Søren Schack på guitar, Christian Pedersen på bas, Lars Pedersen på trommer og Magnus Munk Tækker på guitar og pedal steel.
Support: Jeppe Kamper
Oplev Jeppe Kampers dansksprogede folk-pop med nærvær, varme og stærke historier fra et genkendeligt hverdagsliv, når Jeppe Kamper opvarmer for Rasmus Matthiesen i Musikcaféen.
Jeppe Kamper er et varmt møde mellem smittende folk-pop sange og dybtfølende dansksprogede tekster. Sangene dykker ned i fortællinger om tvivlende venskaber, tragikomiske kærlighedsbrud og personlige kriser.
Jeppe Kampers karakteristiske stemmeføring og organiske lydunivers er et lille og fint rum, der indkapsler et hverdagsliv i alle størrelser. I efteråret 2023 udgav Jeppe Kamper sit debutalbum "noget at snakke om", som blev vel modtaget af diverse medier og blogs.
GAFFA gav blandt andet den følgende udtalelse:
“Med stærk sangskrivning og et gennemarbejdet tekstunivers er ’noget at snakke om’ en smuk og rørende invitation til at tage fat i hinanden og til at åbne op overfor sine nærmeste”.
Glæd dig til en aften med poetisk og nærværende dansk sangskrivning, hvor fortællinger og følelser står i centrum.
Kontakt
HUSET, Musikcaféen
Rådhusstræde 13
Info
Venue: Musikcaféen, 3. etage
Døre: 20:00
Show: 21:00
Entré: 150 kr. / studerende: 100 kr.